Velkommen !

Mit navn er Elin Andersen, jeg er 49 år, er autoriseret psykolog, og er blandt andet også uddannet Imago-parterapeut. Jeg er bredt funderet fagligt set, hvilket også afspejler sig i min tilgang i terapien. Naturligvis er jeg i en løbende faglig udvikling, for på bedst mulige måde at kunne hjælpe dig.

Jeg tilbyder hhv. individuel terapi og parterapi. Jeg tager imod både egenbetalere og sygesikringsklienter (med henvisning fra egen læge), og har også et samarbejde med Dansk Krisekorps. Som udgangspunkt tilbydes terapien på klinikadressen, eller over telefonen. Hjemmebesøg er dog også muligt i særlige tilfælde, og efter nærmere aftale.

Terapi er samtale, men det er mere end bare samtale. Det er en professionel relation, hvor du er sikret at det er dig og dine interesser det handler om, at du ikke bliver set ned på eller udnyttet. Og at den du taler med er én der har specialiseret sig i det bakkede terræn som livet kan lede os ud i, de psykiske årsags-virknings-sammenhænge og hvordan du bedst hjælpes videre. En samtale der har til mål, at styrke og modne dig.

Kend dig selv, sagde Platon (427-347 f.Kr.). Terapi handler om netop det, at kende sig selv bedre. For det er derfra vi kan ændre tingene i vores liv. Ofte er det kriser og modgang, der tvinger os til denne større forståelse af livet og os selv. Men det kan også blive en selvvalgt livsindstilling – at forsøge at tage ved lære af det der sker os. Proaktivt tage medansvar for det der sker i vores liv. 

Arbejdsmetode

Som udgangspunkt tager jeg udgangspunkt i den eksistentielle, den narrative, den kognitive-adfærdsterapeutiske, den psykodynamiske, den gestaltterapeutiske, og den systemiske tilgang – alt afhængigt af hvem du er, og hvad dit problem måtte være. Ligeledes er jeg inspireret af den nyeste hjerneforskning, og af effektbaseret intervention.  

Jeg arbejder med fagligt anerkendte metoder, og i overensstemmelse med de gældende regler fra Dansk Psykologforening. Det vil blandt andet sige jeg er underlagt tavshedspligt og de etiske principper for nordiske psykologer. Er desuden løbende under videreuddannelse. 

Uddannelse

  • bachelor i psykologi, London – 2001
  • kandidatgrad i psykologi, København – 2003
  • kognitiv terapeut, Vordingborg – 2004
  • Imago relations- og parterapeut, København – 2005
  • autoriseret som psykolog, v. Sundhedsministeriet – 2008 
  • Akkrediteret den 09.11.2021.

Faglige medlemskaber

  • Dansk Psykolog Forening
  • Dansk Psykoterapeutisk Selskab for Psykologer

Historik og udsyn

Klinikken startede 1. juni 2005, og har de første fem år støttet Dannerhuset med faglig rådgivning, har støttet Amnesty International økonomisk alle årene (undtagen to), og har fra 2016 støttet SOS-børnebyerne i Rawanda.